Han var født i den lille by Oskarshamn i Småland, der er opkaldt efter kong Oskar I af Sverige og kendt for sin berømte træskærer Axel Robert Petersson, også kaldet Döderhultarn, den 31 oktober 1857. Det var kun et år efter at byen havde fået bevilget stads-privilegier af den svenske konge og i den forbindelse havde ændret sit navn fra Döderhultsvik til Oskarshamn. Mindre end to hundrede år tidligere havde den danske flåde brændt byen ned, da den hærgede den svenske østkyst, men det var lang tid før at hans familie kom til byen. Selvom man ikke skulle tro det, når man så hvordan skæbnen siden havde formet sig, nedstammede hans familie fra en flandersk adelsslægt, der først var udvandret til Tyskland, siden til Skåne og som nu, som følge af hans fars første giftermål og andre uransagelige grunde, var endt i denne lille flække i Småland med kun lidt over 2000 indbyggere.
En omkalfatrende begivenhed
På det tidspunkt var hans fader, Fredrik Munthe, apoteker i byen, men allerede fire år efter hans fødsel, i 1861, køber hans far apoteket i en anden smålandsk by, Vimmerby, som nogle læsere vil kende som Astrid Lindgrens fødeby. Seks år senere flytter familien til Stockholm og herfra er der ikke langt til Uppsala universitet, hvor han som attenårig tager en eksamen i mediko-filosofi; en præliminær akademisk eksamen for at indtræde på medicin-studiet, der blev afskaffet i 1907. Det er hér, at han pludselig får blodhoste og som følge af sin blodhoste drager han til den syditalienske ø, Capri, beliggende i Napoli-bugten i det Tyrrhenske Hav, for at genvinde sit helbred. Da han først er nået frem efter sin lange rejse fra nord, er forelskelsen øjeblikkelig, næsten elektrisk. Han mærker den blide havbrise på sin sarte hud; han hører havets neddæmpede, vuggende lyde; og han bemærker det allestedsnærværende lys på øen, som får ham til at fantasere om at bygge sit eget hus som et græsk tempel, men i hans “egen stil”.
Alkohol, skrivning og musik
I de følgende år studerer han medicin i Paris og den anden august 1880 bliver han den – på dét tidspunkt – yngste medicinske doktor i Europa på en afhandling om profylakse og behandling af blødninger post partum. Det samme år gifter han sig med apoteker-datteren Ultima Hornberg, året efter åbner han en lægepraksis i Paris, hvor han blandt andet praktiserer som gynækolog, og omkring samme tidspunkt begynder han via sin forbindelse med hypnotisøren og neurologen Jean-Martin Charcot – også kaldet for “neurologiens Napoleon” – at interessere sig for behandling af nervesygdomme. Interessen er formodentlig desto meget større fordi han selv lider af hypokondri, mindreværdsfølelse, søvnløshed, tomhedsfølelse, melankoli og en “forfærdelig nervøsitet”. For at komme sine sjælelige kvaler til livs, som han mener måske er frembragt af en bakteriel virus, der kan behandles med kulde og lavt lufttryk, bestiger han Mont Blanc. Bjergbestigningen har imidlertid ikke det ønskede resultat, eftersom den medfører, at hans hund dør og at hans ene fod får forfrysninger uden at hans sjælelige kvaler forsvinder. Større held har han med at virke som læge under kolera-epidemien i Napoli i 1884, hvor hans ihærdige og samvittighedsfulde lægelige indsats for første gang skaber ham et navn i større europæiske cirkler. Mod den skrantende sjæl lærer han sig med tiden at docere en terapeutisk blanding af alkohol, skrivning og musik.
Andet besøg på Capri
Samme år – i 1884 – aflægger han sit andet besøg på Capri, hvor han stiger op ad de 777 fønikiske trappetrin til den lille by Anacapri, beliggende 275 meter over havet, og igen drømmer om at bygge det hus, som han allerede fantaserede om som attenårig, da han første gang – som rekonvalescerende tuberkulose-patient – besøgte øen. Et år senere udformer han selv de arkitektoniske skitser til sit hus, men byggeplanerne ligger i bero i nogle turbulente år, hvor han først bliver skilt fra Ultima Hornberg, dernæst flytter til Capri, men har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, fordi hans patienter ikke blot lider af fysiske sygdomme, men også af insolvens, og til sidst – af samme årsag – ser sig nødsaget til at flytte sin praksis til Rom ved den Spanske Trappe, hvor han hurtigt vinder popularitet som læge for den voksende engelske koloni af neurotisk og hysterisk anlagte kunstnere og aristokrater.
En romersk villa
I 1892 er det så, han bliver spurgt, om han vil være livlæge for den svenske kronprinsesse Victoria, der lider af bronkitis – og muligvis tuberkulose – og som har hørt om Munthes kapacitet på området, og et år senere begynder Munthe i sin nye royale tjeneste, hvorved han ikke forpasser chancen for straks at foreslå, at kronprinsessen rekonvalescerer nogle måneder om året på Capri, ligesom han selv gjorde, hvilket hun dog i første omgang tøvende afslår. Tre år senere, i juni 1895, køber han omsider sit drømmehus på Capri, beliggende 325 over havet med udsigt til Napoli-bugten, af den lokale snedkermester Vincenzo Alberino, og opdager derved – under husets fundament – resterne af en gammel romersk villa, der har tilhørt kejser Tiberius. Fra denne og elleve andre romerske villaer på Capri regerede kejser Tiberius angiveligt det mægtige romerske imperium i årene 26-37 e.Kr. Villaen, der består af en hovedbygning, et kapel og resterne af et soverum med mosaikgulv og vægmalerier – kapellet og hovedbygningen er forbundet via en allé af cypresser – bliver af Munthe hurtigt fyldt op med antikke marmorsøjler, antikke skulpturer og antikke møbler, som dog undertiden er mere antikke i Munthes fantasi.
Udenlandske besøg
Allerede året efter får han besøg af den danske maler P.S. Krøyer sammen med sin ægtefælle Marie Krøyer, og to år efter ankommer den engelske forfatter Oscar Wilde med sin elsker Alfred Douglas. Efter at han officielt er blevet udnævnt til kongelig livlæge, lykkes det ham til sidst også at overtale den svenske kronprinsesse til at komme til øen, og kronprinsessen bliver så forelsket i stedet, at hun senere køber sin egen villa på øen, Casa Caprile. Munthes villa bliver i det hele taget vældig populær, ikke blot blandt europæiske kunstnere og aristokrater, men også blandt de fattigste af de lokale beboere, som Munthe fortsætter med at yde medicinsk behandling, selvom de til stadighed er insolvente. På ét punkt kan han dog ikke forlige sig med de lokale beboere: Hvert år, når trækfuglene lander på øen på deres færd mellem Afrika og Europa, spænder de lokale beboere store net ud på det nærliggende Barbarossa-bjerg for at fange dem. Da ejeren af bjerget finder ud af, at dyrevennen Munthe – der senere skulle blive berømt for sine progressive ideer om dyrevelfærd – ikke bryder sig om fuglefangsten, skruer han ideligt prisen op, hvorved det først lykkes Munthe at købe bjerget, og undgå fugle-fangsten, i 1904.
Røde Kors
Under første verdenskrig virker Munthe to gange som læge for Røde Kors ved vestfronten og slutter først sin mission som krigslæge, da hans svækkede syn forhindrer ham i at fortsætte. Røde Kors spiller også en rolle i forbindelse med hans villa på Capri, for i 1917 overlader Munthe villaen til britiske Røde Kors – han var selv flere år forinden flyttet ind i et par middelaldertårne et kvarters gang fra villaen, da hans ømfindtlige øjne ikke længere kunne tåle den stærke formiddagssol, der strømmede ind i huset. I løbet af 1920´erne bliver villaen beboet af den excentriske markis, Luisa Casati, der flytter ind med sine to leoparder, en mørk tjener og nogle endnu mere mørke gardiner og dyretæpper, som straks fremkalder en konflikt med Munthe, der stadig bor i sine middelalder-tårne. Konflikten bliver dog løst via en – for Munthe – fordelagtig lejekontrakt, som forpligter markisen til at betale 70.000 lire i leje om året.
Villaen åbnes for offentligheden
I 1934 bliver villaen åbnet for offentligheden og overskuddet ved indgangs-billetterne går ubeskåret til øens fattige. Munthe bliver dog efterhånden interesseret i et salg af villaen og får i den forbindelse besøg af én af de interesserede købere; en tysker ved navn Hermann Göring. Af en eller anden grund havde Munthe fået den ide, at Göring som tysker var en mere værdig køber end de amerikanske millionærer, som ifølge Munthe kun var interesseret i villaen for deres penges skyld. Det går så vidt, at Munthe – guderne må vide hvorfor, men til hans forsvar var det endnu i 1937 – skriver et brev til Göring og tilbyder ham at købe villaen, men Göring beklager sig i sit svar over manglende udenlandsk valuta og handlen blev aldrig til noget. Munthe var senere en stærk modstander af nazismen, men af andre grunde end det forsmåede hussalg.
Den sidste udlænding
Under anden verdenskrig er Munthe den sidste udlænding på øen, foruden de udstationerede tyske tropper, og tager først hjem til Sverige i 1943. Han dør på Stockholm slot i 1949, 92 år gammel. Forinden nåede han at meddele offentligheden, at hans villa San Michele skulle overtages af det Svenske Institut i Rom efter hans død til brug for studerende, kunstnere, forskere, journalister og andre, der deler hans “känslor för Italien och den klassiska kulturen samt den humanistiska forskningen överhuvud”.
Minder
På Kungsgatan i Oskarshamn, hvor han begyndte sin livsbane, blev der i 2012 opstillet en statue i bronce, der forestiller Munthe og hans hund Puck – og på den protestantiske kirkegård i Rom er der en mindetavle for ham og hans familie.
Du kan her læse mere om Villa San Michele på villaens officielle hjemmeside.
