En kulturrejse til Siena bringer dig til en af Italiens smukkeste middelalderbyer, centreret omkring den berømte plads “Piazza del Campo”. Den skrånende plads formet som en muslingeskal var model for Københavns oprindelige Rådhusplads. Her ligger også en af inspirationskilderne til Københavns Rådhus, det tårnhøje Palazzo Pubblico. Paladset rummer mange mesterværker fra den sienesiske skole, som også er repræsenteret i et af Italiens førende kunstgallerier, Pinacoteca Nationale.

Sienas Duomom, ét af Europas store gotiske bygningsværker, er fyldt med kunstskatte fra Pinturicchios levende fresker til Pisanos, Donatellos og Michalangelos skulpturer. I Museo dell’Opera del Duomo står det måske mest storslåede sienesiske værk, Duccios flerfløjede Maestà (Troende Madonna). Sienas gader er fulde af kirker, butikker og restauranter, for ikke at tale om nogle af Toscanas mest maleriske middelalderlige bymotiver.

Sienas grundlæggelse

Siena blev ifølge legenden grundlagt af Senius, søn af Remus, den ene af Roms berømte grundlæggere; det forklarer de mange statuer af hunulven, som de gav til tvillingerne Romulus og Remus. Men det var Augustus, som oprettede en romersk koloni, Saena Julia, i en lille etruskisk by på stedet. I 1125 var Siena en fri comune – allerede i skarp konkurrence med Firenze, som kom til at dominere byens middelalderhistorie. Da Sienas storhedstid oprandt efter sejren over Firenze i Slaget ved Montaperti i 1260, havde byen siden århundredets begyndelse været en af Europas førende. Sienesiske bankierer hørte til de rigeste på kontinentet, og sienesiske malere som Duccio, Martini og familien Lorenzetti var ved at tilføre nyt blod til italiensk kunst. Duomo, Piazza del Campo og Palazzo Pubblico blev til under det halvdemokratiske Nimandsråd, som regerede byen mellem 1287 og 1355.

Den Sorte Død i 1348 kostede to tredjedele af sieneserne livet. Byen overvandt aldrig denne katastrofe. Den følgende periode blev præget af religiøs og moralsk usikkerhed og domineret af to karismatiske lokale helgener, Santa Catarina di Siena (1357-80) og San Bernardino (1380-1444). Politisk kæmpede Siena med en stribe selvbestaltede tyranner eller stråmænd indsat af enten paven eller kejseren. I 1530 svor Siena troskab mod kejser Karl V, men kun for at falde i hænderne på Firenze efter en katastrofal belejring og efterfølgende militære nederlag til Storhertugdømmet Toscana i 1559. De følgende mange århundreder tilbragte Siena i skyggen. I dag ser det betydeligt lysere ud; byen er et blomstrende provinscenter, som er blevet rig på bankvirksomhed, landbrug og turisme.

Piazza del Campo – Sienas hovedtorv

Siena ligger på en Y-formet bjergryg mellem tre høje. I midten, hvor det romerske forum engang lå, ligger byens store hovedtorv, il Campo, som blev anlagt under Nimandsrådet (1287-1355). Brolægningen på den skrånende muslingeskal- eller vifteformede plads, som skal symbolisere Jomfru Marias skærmende kåbe, er stadig inddelt i ni sektioner efter de ni rådmænd. Caféerne og restauranterne langs pladsens periferi er dyre, men du bør mindst unde dig selv en enkelt cappuccino for bedre at nyde det brogede folkeliv. Springvandet, Fonte Gaia, er en kopi fra det 19. årh. af originalen fra det 15.

Palazzo Pubblico – Sienas rådhus

Sydsiden af Campo domineres helt af Palazzo pubblico bygget mellem 1297 og 1310 og stadig Sienas Rådhus. En indgang til venstre i gården fører til tårnet, Torre del Mangia, som skal være opkaldt efter sin første klokker, Giovanni di Balduccio, en vidtberømt grovæder og ødeland med øgenavnet mangiaguadagni (”spis overskuddet”). Udsigten fra toppen er uden sidestykke.

Til højre i gården kan man købe billetter til Museo Civico i paladsets øvre etage. Udstillingen i museets 18 sale er meget broget, men omfatter også nogle af de sienesiske malerskoles største mesteværker. Gå lige igennem Sal 1-7 (keramik og malerier fra det 16. til 18. årh.) og drej til venstre ind i Sala di Balia med Spinello Aretinos fresker (1407) med scener fra pave Alexander III’s liv. Næste sal er Anticamera del Concistoro med fresker og sinopie, og bag den ligger Sala del Concistoro, hvis loftsmalerier (1529-35) af Beccafumi forestiller en serie allegorier over Bystyrets Dyder (et fast motiv for de fleste af paladsets kunstneriske bidragydere gennem årene).

Fra Anticamera fører døre gennem henholdsvis Vestibulen og Anticappella, det sidstenævnte rum med fresker af Taddeo di Bartolo. Til venstre ligger Cappella (Kapellet) bag et jerngitter (1435-45) af Sienas førende billedhugger i senmiddelalderen, Jacopo della Quercia. Freskerne her, Scener fra Jomfru Marias liv (1407-08), er også af Taddeo di Bartolo. Altertavlen er af II Sodoma. I den store Sala del Mappmondo efter kapellet hænger to af museets højdepunkter, Simone Martinis store Maestà (1315-21) på venstre væg og hans Rytterportræt af Guidoriccio da Fogliano (1328) på højre (om han har malet det sidste er dog omdiskuteret). I Sala della Pace (til højre) er endnu to berømte fresker, Ambrogio Lorenzettis vidunderligt detaljerede (men noget beskadigede) Allegorier over God og Dårlig Regering (1338), som man engang regnede for de mest betydningsfulde ikke-religiøse fresker fra middelalderen.