Kulturrejser til Kinsale i Irland

Kinsale, en charmerende havneby med en stolt kulinarisk historie. Kinsale ligger ved Cork i Irland og er du på kulturrejse på disse kanter så læg vejen forbi, og husk at have opsparet en god appetit!.

Gastronomi i Kinsale

I fortidens gastronomisk tilbagestående Irland med sprængt oksekød og kål har man måske nok betragtet havnebyen Kinsales rolle som landets kulinariske hovedstad som komisk og selvmodsigende. Men siden den såkaldte irske gastronomiske revolution har denne smukke sejler- og fiskerby ved Det Irske Hav og dens imponerende (og stadig voksende) mylder af fremragende restauranter, store som små, tiltrukket forvænte ganer fra nær og fjern. Den mere og mere populære Kinsale International Gourmet Food Festival kan byde på alt fra en madlavningsdemonstration ved Årets Husmoder til østersspisning. Det uofficielle hovedkvarter er det livlige, højt værdsatte Blue Haven Hotel. Det ligger midt i Kinsale, hvor det gamle fiskemarked engang lå, og en udsøgt middag på Blue Havens førsteklasses fiskerestaurant giver ikke gæsterne megen plads til næste morgens berømte syvretters irske morgenmad – man lader sig dog ikke desto mindre friste, hvis man har været forudseende nok til at flytte ind i et af de nyindrettede gæsteværelser ved siden af. Kinsale er trods sin voksende popularitet stadig en fin by til slentreture. Dens brolagte gader er kransede af pastelfarvede 1700-talshuse, og der er en havn fuld af vuggende både, men man bør styre direkte mod pubben The Spaniard Inn, hvor der er en flot udsigt, enkel mad og herlig irsk musik.

Der er lukket for kommentarer.