Ny udstilling om huslivets kunst i Madrid

Kunsten at skildre det stille og ofte uanseelige husliv i billeder er ikke det mest almindelige tema på dagens kunstgallerier. Men nu har du chancen. Det er den berømte, familieejede kunst- og videnskabsfond i Madrid, La Fundación March, der giver dig den sjældne mulighed. Fonden åbnede i fredags en særudstilling om flamsk og hollandsk stilleben-kunst fra det syttende århundrede, som vil vare helt indtil 3 marts.

Udstillingen har fået navnet “De la vida doméstica”, som oversat til dansk betyder “Om huslivet”, og vil præsentere en række fremtrædende flamske og hollandske malere fra det syttende århundrede, såsom Osias Beert, Pieter Claesz, Willem Claesz Heda, Floris Claesz van Dijck, Jan Davidsz de Heem og Clara Peeters, der alle har det tilfælles, at de har skabt signifikante værker om livet derhjemme og huslivets uanseelige motiver. Disse motiver er ofte ting hentet ud fra køkkenet eller dagligstuen, såsom frugter, kager, brød, vin religiøse ikoner, køkkengrej eller blomster, der som regel er anbragt med en diskret kunstnerisk skødesløshed på et bord, en søjle eller en bænk.

Stilleben

Når motiverne er anbragt og skildret på denne måde, er der ofte tale om en bestemt genre, nemlig den såkaldte stilleben, der er en tysk afledning af det nederlandske stilleven, og som har sin franske pendant i begrebet nature morte (død natur). Genren kan spores helt tilbage til orientalske, ægyptiske, græske og romerske traditioner, men genren udviklede sig først til at være en selvstændig stilart i den sene middelalder, og blev i den forbindelse én af de mest betydningsfulde genre i den nordeuropæiske malertradition, specielt den flamske og den hollandske. Siden har stilleben-genren dog også præget store moderne sydeuropæiske malere, såsom Cézanne og Spaniens egen Picasso.

Willem Claesz Heda: Still-Life with Pie, Silver Ewer and Crab

Indsigtsfuldt essay

Udstillingen ledsages af en publikation med biografiske profiler af de kunstnere, der udstilles, og et indsigtsfuldt essay med titlen “Bordet med et arrangement af genstande og fødevarer – en type flamsk og hollandsk stilleben-maleri”, skrevet af Teresa Posada Kubissa, kurator ved afdelingen for flamsk maleri og nordiske skoler (indtil år 1700) på Madris mest berømte kunstmuseum Museo Nacional del Prado.

Du kan her læse mere om udstillingen og fonden La Fundación Marche 

Madrid er et populært rejsemål for kulturrejser

Madrid har gennem flere år været et populært rejsemål for kulturrejser med byens mange pladser (plazas), storslåede parker, unikke museer, historiske bygninger og lange række af fremragende restauranter, cafeer og butikker blandt højdepunkterne.

Hvis du befinder dig i Madrid, og interesserer dig for kunst, anbefaler vi dig ikke kun at aflægge den nævnte udstilling et besøg, men også de tre kunstmuseer, der udgør rygraden i Spaniens kunstskat: Pradomuseet, Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía og Thyssen-Bornemisza museum.

 

 

 

Der er lukket for kommentarer.