Fakta om Andalusien

Her følger nogle fakta om Andalusien, som kan være nyttige, når du tager på en kulturrejse til Andalusien. Du kan både læse lidt om Andalusiens befolkning, erhverv, naturforhold, historie, mad og to af regionens mest kendte kulturfænomener: Flamenco og tyrefægtning.

Areal: 87.268 km2 og udgør omkring 1/6 af Spaniens samlede areal.
Befolkning: 7,2 mio.
Hovedby: Sevilla.
Provinser: Sevilla er hovedstad i regionen, der er Spaniens næststørste, og som omfatter provinserne Almería, Cádiz, Córdoba, Huelva, Jaén, Málaga, Sevilla og Granada.

Befolkningen

Befolkningen i Andalusien er stærkt opblandet med arabere (maurere), og den arabiske påvirkning er slående. Den traditionelle andalusiske arkitektur står ganske vist i stor gæld til romerne, men de mere forfinede arkitektoniske stiltræk – kaklerne, buerne og arabeskerne – er arabiske. I sproget indgår arabiske ord, og selv det tilbagetrukne familieliv er en arabisk institution, der usvækket har overlevet i generationer. I Granada ligger citadellet og paladsbyen Alhambra, samt det tidligere lystslot, Generalife, og disse er kun få af de mange håndgribelige minder om Andalusiens storhedstid. Meget af det, der blev skabt i den mauriske tid – således især vandingskanalerne – forfaldt i de følgende århundreder, da store dele af Andalusiens landbrugsområder voksede til med værdiløst dværgpalmekrat.

Erhverv

På trods af at Sevilla er en vigtig industriby, er Andalusien en af Spaniens svagest udviklede regioner med betydelig arbejdsløshed og afvandring. Ved Costa del Sol er Andalusien totalt domineret af turisme, og hoteller og ferieboliger danner flere steder langs kysten et sammenhængende byområde. Men uden for byerne eller borte fra kysten er landskabet næsten ubeboet. Hvor kunstvanding er mulig eller hvor klimaet som ved kysten er fugtigt, er Andalusien et af Spaniens mest frugtbare områder. Det intensive landbrug er koncentreret på bjergterrasser og består af mange små bedrifter, minifundier, hvor der dyrkes vin og oliven og med kunstvanding ris, sukkerrør og appelsiner. På Den Andalusiske Slette syd for Sierra Morena er storgodserne, latifundier, dominerende med avl af kvæg – særligt tyre – og heste. Regionen har en betydelig kobberproduktion fra forekomsterne ved Rio Tinto, der har været kendt i over 1000 år.

Naturforhold

En stor del af Andalusien består af bjergområder, mod nord afgrænset af Sierra Morena med sydskråninger dækket af maki og nedslidte kratskove (garrigue) og mod øst bl.a. af bjergkæden Sierra de Segura. Den Andalusiske Slette med steppeagtig vegetation udgør hovedparten af lavlandet, og den gennemskæres af områdets største flodsystem Guadalquivir. Syd for Sevilla på vej mod Middelhavet krydser den marskområdet Las Marismas med store pinjeskove og udstrakte græsningsarealer. Andalusien, der er et af Europas varmeste områder om sommeren, er kendt som ”Spaniens stegepande”.

Guadalquivir er en flod i Sydspanien, der udspringer i den nordøstlige del af Andalusien og løber vestpå gennem Córdoba og Sevilla, hvorfra den er sejlbar til Atlanterhavet. I alt strækker floden sig over 657 km. I deltaet er nationalparken Donana udlagt.

Historie

Ca. 1200 f.Kr. blev byen Tarsis (Tartessos) grundlagt på Andalusiens kyst af folk fra Lilleasien. Samtidig anlagde fønikierne handelskolonien Gadir (Cádiz). Tarsis blev ca. 500 f.Kr. ødelagt af karthaginienserne. Som det øvrige Spanien blev Andalusien underlagt romerne efter den 2. Puniske Krig (218-201) og indgik i Romerriget først som Hispania Ulterior, senere som provinsen Baetica. I 429 kom området under vestgotisk og 711 under arabisk herredømme. I de følgende århundrede var Córdoba ikke blot Spaniens, men hele den vestlige verdens kulturcentrum. Arabernes sidste bastion , Granada, erobredes af de kristne i 1492, hvorefter Andalusien indlemmedes i kongeriget Castilien. Under de habsburgske konger (1504-1700) var al handel med de oversøiske kolonier koncentreret i Sevilla og Cádiz, som oplevede en kraftig vækst.

Siden romertiden har Andalusien været præget af latifundie-strukturen og et deraf følgende stort landarbejderproletariat med yderst ringe levevilkår. Anarkisme og anarkosyndikalisme har derfor altid haft gode betingelser i Andalusien, og det førte i 1800- og 1900-tallet til talrige strejker, opstande og anden social uro blandt landarbejderne. Den demokratiske forfatning, der blev indført i Spanien i 1978, gav mulighed for oprettelse af selvstyrende regioner (Comunidades Autónomas), og Andalusien fik godkendt sin forfatning (Estatuto) i 1982. Som de øvrige 16 autonomier har området sin egen præsident, regering og parlament med ret vidtgående kompetence på en lang række områder, selvom den er mere begrænset end den, der er gældende for de såkaldte historiske nationaliteter, dvs. Catalonien, Baskerlandet og Galicien.

Flamenco

Der findes to slags flamenco. Den lette og ofte humoristiske cante chico og den sentimentale, langsommere, og ofte brutale cante jondo. Ægte flamenco opleves bedst i sin oprindelige intime og spontane form som den hidtil for få årtier siden blev opført på gaden, bodegaer og i de huler, hvor sigøjnerne boede. Den umiddelbare version, som Bizet gjorde verdenskendt med sin opera Carmen, kan stadig opleves i mindre byer i først og fremmest det sydlige Spanien.

Tyrefægtning

Tyrefægtning er en kamp mellem tyre og mennesker i en arena, især udbredt i Spanien og Latinamerika, som kendes siden oldtidens Kreta, hvor det var led i kulten omkring guden Mitras. I moderne spansk tyrefægtning, der består af tre akter, dræber tre matadorer hver to tyre, efter at hjælpere (banderilleros og picadorer) bl.a. har undersøgt tyrens syn og temperament og stukket tre par spyd i dens nakkemuskler. Tyren dræbes ved, at matadoren stikker sit sværd ind mellem dens skulderblade og derved overskærer pulsårerne. I fransk og portugisisk tyrefægtning dræbes tyren ikke.
Picador er den person til hest under en tyrefægtning, der to gange stikker tyren med sin lange lanse for at trætte den.

Typiske spanske retter

* Gazpacho: Andalusiens berømte sommersuppe, som serveres iskold og består af finthakket løg, hvidløg, agurk, tomat og grøn peber.
* Huevos a la flamenca: Sevillas stolthed, som er ovnbagt spejlæg serveret med skinkebider eller chorizopølse og pyntet med grøntsager.
* Pez espada en amarillo: Sværdfisk med gul sauce.
* Paella: Serveres overalt i Spanien. Den tilberedes i en stor jernpande med safran-ris, ærter, rød peber, kylling, jomfruhummer, muslinger m.m.
* Bocadillo: Spansk udgave af en sandwich, der normalt er fyldt med skinke (jamón) eller ost (queso)
* Tortilla: Omelet, som findes i utallige variationer. Tortilla espanaöla er den typiske spanske med kartofler og løg.

Der er lukket for kommentarer.