Estói og omegn på Algarve

Algarves mest interessante romerske ruin finder man ved Milreu. Arkæologerne har i de sidste hundrede år udgravet stedet og har fundet rester af bebyggelse dateret helt tilbage til det 1. årh. e.Kr.

Den vigtigste ruin var engang en stor landvilla med søjler omkring et atrium. I den vestlige side lå et badehus med varme og kolde baderum samt bænke til massage og afslapning. Det varme baderum havde gulvvarme, et biprodukt fra fyret, der varmede store kar med vand. Der er enkelte fiskemosaikker tilbage. De fleste fund (statuer og keramik) nu befinder sig på museerne i Faro og Lagos.

Det var en fornem villa for den tid og tilhørte uden tvivl en aristokrat. Levestandarden overgik også hvad man ved om Algarves middelalder og var sikkert også højere end i isolerede landsbysamfund den dag i dag. Th. for villaen ses en bevaret mur fra et tempel viet til en lokal vandkult eller guddom, hvis navn er gået tabt. Templet blev ombygget til en kirke af romernes efterfølgere – vestgoterne.

Man kan parkere ved kirken inde i Estói, og gå op til smedejernsporten for enden af gaden. Her er Estói Paladset bygget i det 18. årh. af Greverne af Carvalhal. Man kan ikke komme ind i slottet, som er i en dårlig forfatning og som efter sigende hjemsøges af den sidste greve, der boede her. Faros magistrat har købt slottet, som engang med tiden vil blive restaureret til sin oprindelige pragt. Den nyklassisistiske facade ligner et stykke konfekt i rosa og hvid, og parken er meget stemningsfuld. Her levede greverne øjensynligt i stil, ligesom romerne tidligere gjorde i det nærliggende Milreu. Azulejoskaklerne, nymferne, fontænerne og stierne mellem appelsin- og citrontræerne er helt vidunderlige. En sti fører ned til en grotte med statuer af Diana, Venus og de tre gratier.

Fra Estói kan man køre ed N2 gennem Algarves kønneste landskab. Nord for Sao Brás do Aportel snor vejen sig op i Sierra do Caldeirao og bevoksningen bliver mere frodig og overdådig. Luften er fyldt med duft af pinjer og eukalyptus og fuld af fuglesang. Om foråret er her blomsterenge overalt, hvor skoven åbner sig – røde valmuer omkranset af gule gyveler. Der er et pragtfuldt udsyn fra Miradouro de Caldeirao lige nord for Vale do Rosa – ikke en landsby men udsigtspunkt over de rullende bjerge. Det er en udfordring at køre ad hårnålesvingene, og vejbelægningen er så dårlig, at de oprindelige brosten af og til titter frem. Men det er turen værd at komme til et sted, der sjældent besøges af turister.
 

Salir på Algarve

Murværket er alt, hvad der er tilbage af den engang mægtige maurerborg, der byder på en flot udsigt ud over landet. Man ser små husmandsbrug, der akkurat kan forsyne en familie. Ofte består brugene kun af et par rækker grøntsager, et citron- og appelsintræ og nogle pjuskede vinstokke. Selve Salir er en renskuret landsby, hvor de hvide huse står i livlig kontrast til de røde pelargonier. Mod syd, på toppen af et bjerg, ligger Querenca en landsby med en azulejoklædt landsbybrønd og en køn kirke.

Trænger man nu til at strække ben og til fred og ro, kan man køre mod Aldeia da Tôr gennem Barrocals typiske landskab med kalkstensklipper og resterne af terrasser anlagt af maurerne. Drej tv. Mod Querenca, efter 3 km hold øje med et skilt, der peger tv. Mod Fonte de Benemola. Følg stien op ad floden. Når stien deler sig, hold da tv., og man kommer til en skovtursplads. Går man videre, finder man Fonten (kilden) og der er trædesten i vandløbet, så man kan vende tilbage langs den modsatte bred. Spadsereturen er kun på 4 km, men man føres dybt ind i det smukke landskab.

Der er lukket for kommentarer.