Arbejdsmarked og sociale forhold i Østrig

Østrig er kendt for at have ro på arbejdsmarkedet. Grundlaget for denne fred er det samråd mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, som udspiller sig inden for rammerne af det såkaldte sociale partnerskab samt i den pris- og lønkommission, som blev grundlagt i 1957. I kommissionen sidder repræsentanter for fagene og kamrene samt et antal ministre. På denne måde får fagforeningerne indflydelse på beslutninger, som vedrører landets økonomi, og bliver medansvarlige for den økonomiske udvikling.
Den faglige centralorganisation ÖGBm Österreichischer Gewerkschaftsbund, organiserer lønmodtagere på såvel det private som det offentlige arbejdsmarked. Medlemskabet er frivilligt, og omkring 60 procent af lønmodtagerne er organiseret. De faglige organisationer har en tæt tilknytning til lønmodtagerkamrene. Der findes ingen egentlig arbejdsgiverforening. Alle selvstændige er dog medlem af erhvervslivets kammer.

Betydningen af det sociale partnerskab er faldende. Særligt ÖVP-FPÖ-regeringerne har gennemført reformer, bl.a. den seneste pensionsreform, trods protester fra lønmodtagerorganisationerne. Roen på arbejdsmarkedet er truet af disse tendenser, og i maj 2003 blev den første generalstrejke i 50 år gennemført i protest mod pensionsreformen.

I starten af 2000-tallet steg antallet af arbejdsløse, men sammenlignet med andre EU-lande har Østrig stadig en ret lav arbejdsløshed, cirka 5 procent i 2003.
Østrig har et veludbygget velfærdssystem med bl.a. obligatorisk syge-, pensions- og arbejdsløshedsforsikring. Lovgivning og praksis i spørgsmål vedrørende arbejdstid, tryghed i ansættelsen, ferie og orlov minder en del om forholdene i Danmark. I 2002 fik alle mødre ret til børnepasningstilskud på 430 euro om måneden i to et halvt år.
Det sociale sikringssystem finansieres gennem bidrag fra arbejdsgivere og lønmodtagere samt tilskud fra staten.

Den lovfæstede pensionsalder er 65 år for mænd og 60 år for kvinder. Men i kraft af forskellige andre regler har østrigerne tidligere kunnet forlade arbejdsmarkedet allerede i 50-års alderen. En kontroversiel pensionsreform fra 2003 sænker statens udgifter til pensionerne og begrænser mulighederne for en tidlig pensionering.